Húsakórið til ekstraordinær eksamenskoncert

Tóra Vestergaard

Lørdag d. 13. juni kl 16:00 medvirker Húsakórið for første gang i korets historie til en eksamenskoncert, og det er ikke hvem som helst, der skal til eksamen. Det er selveste Húsakóriðs korleder, Tóra Vestergaard, som afslutter sin uddannelse i Klassisk Korledelse fra Syddansk Musikkonservatorium med en eksamenskoncert. I den forbindelse synger Húsakórið og Mpiri, og Tóra får senere på dagen en karakter for sin korledelse.

Tóra Vestergaard er den første færing nogensinde, der tager en uddannelse i klassisk korledelse, så det er en helt speciel og spændende begivenhed, som SKAL opleves. Især hvis du kan lide smuk, dynamisk og velklingende korsang.

Du kan opleve et meget varieret udvalg af færøsk korsang, moderne såvel som traditionel. Der er musik af Hugi Guðmundsson, Peter Bruun, Martin Ødegaard, Vagn Holmboe, Kári Bæk, Pauli í Sandagerði, Annika Hoydal og Tóra Vestergaard.

Tid: Lørdag d. 13. juni kl 16:00

Sted: Frihavnskirken, Willemoesgade 68, 2100 København Ø

Der er gratis entre.

Her finder du Frihavnskirken

Húsakórið til nordatlantisk julekoncert 2013

Húsakórið syngur

14. december deltog Húsakórið i den årlige nordatlantiske julekoncert i Helligåndskirken sammen med det færøske vokalensemble Mpiri, MIK-koret og Avaat fra Grønland, Det islandske kvindekor og STAKA fra Island.

Húsakóriðs bidrag var en bragende succes, og Húsakórið høstede stor ros fra de andre kor og publikum. Både klangen og intonationen blev rost til skyerne.

På programmet var bl.a. den traditionelle polske julesalme “Klareste Stjerne”, den moderne kammersats”Ubi Caritas” af Ola Gjeilo og “Open Thou Mine Eyes” af engelske John Rutter med korets sopran Johanna Thomassen som solist.

Tóra Vestergaard dirigerede koret.